Om indoktrinering på universitet

Artikel i Berlingske

Efter seks års altdominerende socialkonstruktivisme på Aarhus Universitet siger Asger Højlund stop

ver de seneste år har der i ind- og udland været et intensiveret fokus på det, der af nogle betragtes som et identitetspolitisk og aktivistisk magtovertag på universiteterne. For mig at se har der i den hjemlige debat været et for stort fokus på de mest iøjnefaldende og ekstreme udvækster af den akademiske wokeness og for lidt granskning af selve den videnskabsteoretiske muld, der har affødt kuriøse fagnicher som kritiske hvidhedsstudier og tykhedsstudier.

I sommer afsluttede jeg et seksårigt ophold på Aarhus Universitet, hvor min studiekombination har indeholdt Kinastudier, Det Globale Europa og Globale Områdestudier. Ud af disse tre har især de to sidste været anlagt på et fundament af socialkonstruktivisme, social retfærdighed og kritisk teori.

Jeg har været vidne til et humanistisk fakultet, hvor socialkonstruktivismen bliver udsået igennem næsten al teori og metode så selvsagt og indforstået, at den knap nok ænses.

Hvis man hører godt efter i undervisningen, kan man skelne radikale fra milde former for socialkonstruktivisme. Dog er der til trods for disse gradsforskelle gennemgående en insisteren på sproget som selvrefererende og en skortende eller nogle gange totalt fraværende tillid til videnskabens kapacitet til at opnå objektive erkendelser om virkeligheden.

Det leder først og fremmest til, at sproget bliver det altoverskyggende mål for de studerendes tankevirksomhed. Således lyder opskriften på en stor del skriftlige opgaver og diskussioner i undervisningen: »Hvordan omtales (italesættes, frames osv.) x i y sammenhæng?«. Det leder også til den opfattelse, at mennesker ikke i nævneværdigt omfang har noget underliggende biologisk hardware, der præger deres disposition, adfærd og interesser. Den eneste væsentlige faktor i den sammenhæng er socialiseringen, og mennesket fødes som en tabula rasa.

Større rammefortælling

Socialkonstruktivismen er i sig selv blind, så for at give den en retning og et formål må den indføjes i en større rammefortælling. På humaniora findes der en overordnet rammefortælling, der manifesterer sig i en håndfuld ofte indbyrdes modstridige ideologier såsom klassisk marxisme, neo-marxisme og intersektionalisme.

Disse ideologier er uenige om, hvilke identiteter der skal have forrang, for eksempel om økonomisk klasse er vigtigere end køn, men de har det til fælles, at de fokuserer på aktuelt og historisk undertrykte identiteter og foreskriver en vej mod social oprejsning og retfærdighed.

Den vej går som regel igennem sproget. Hele fag er dedikeret til det ene formål at kultivere en følsomhed over for diskurser, der på den ene eller anden måde reproducerer negative opfattelser af marginaliserede befolkningsgrupper. De studerende bedes især tage sig i agt over for de tre kardinalsynder: stereotypisering, essentialisering og »othering« (andetgørelse/fremmedgørelse), og det anses for god praksis, ved henvisning til en eller flere af kardinalsynderne, at fordømme ethvert udsagn, der påpeger kvalitative forskelle imellem befolkningsgrupper.

Én underviser mente sågar, at det at tale om forskelle mellem etniske og kulturelle befolkningsgrupper var et udtryk for racisme. Det blev ytret i faget »Regioner i Global Historie«, der fokuserede på skæringspunktet mellem epidemier og race, i hvilket vi læste om den holdning blandt visse europæiske attenhundredetalsvidenskabsfolk, at asiaternes større modtagelighed over for de samtidige byldepestudbrud

skyldtes iboende forskelle mellem europæere og asiater.

I protest over underviserens definition pegede jeg på et lignende historisk eksempel, nemlig introduktionen af europæiske sygdomme til Den Nye Verden der over en periode på hundrede år lagde de to amerikanske kontinenter øde. Spillede forskellige grader af naturlig resistens mellem europæerne og de indfødte da ingen rolle i det udfald? Underviseren svarede, at der snarere var tale om geografiske forskelle, hvorefter han fortsatte forelæsningen i et andet spor.

Kritisk teori

En anden vigtig strømning på humaniora er kritisk teori. Kritisk teori dækker over en række løst sammenhængende akademiske discipliner, der udspringer af den såkaldte Frankfurterskole og har det til fælles, at de søger forklaringer på social ulighed og undertrykkelse i strukturer, systemer og kulturelle antagelser. I praksis er det næsten udelukkende Vestens strukturer, systemer og kulturelle antagelser, der kommer under kniven, og der er ikke den institution i Vesten, der ikke bliver endevendt og kritiseret.

Videnskaben selv, der regnes som et afgørende redskab til at legitimere vestlig imperialisme, står ofte for skud. I faget »Det Globale Nord og Syd« blev vi således gjort bekendt med begrebet epistemisk vold, der refererer til det forhold, at videnskabens dominante position som erkendelsesteori i den postkoloniale verden har tilsidesat og undertrykt »andre måder at vide på«. Et typisk eksempel på en artikel i fagets pensum er »Decolonizing Globalization Studies«, i hvilken forfatteren Patricia Richards (2014) blandt andet revser global kapitalisme, plæderer for inkorporering af »indfødte videnspraksisser« i den akademiske kanon og opfordrer til scholar-activism.

På tværs af mine hovedfag og tilvalgsfag har der været et fåtal af studerende, der aktivt har bakket op om den fremherskende ortodoksi i timerne, og en omtrent lige så lille minoritet har åbent givet deres kritiske indstilling til kende. I og for sig ikke noget ud over det sædvanlige.

Det interessante er det store flertal af studerende, der passivt har gengivet undervisningens dogmer i skriftlige opgaver og ellers har forholdt sig som stumme tilskuere til diskussionerne i holdundervisningen. Det er et tavst flertal, der uden for undervisningssammenhæng i mange tilfælde udtrykker skepsis og frustration over for de samme grundlæggende ideer og strømninger i undervisningen, som jeg her forsøger at stille skarpt på.

Og jeg bebrejder ikke nogen deres tavshed. Jeg har selv skrevet flere opgaver, der var propfulde af sløsede ræsonnementer og letkøbte konklusioner, men som i kraft af

deres socialt retfærdige moral og gavmilde brug af nøgleord fra officielt sanktionerede teorier blev honoreret med gode karakterer.

Heri ligger kernen af problemet: Studerende bliver oplært i at genkende og legemliggøre en socialt retfærdig moral, ikke i at tænke selvstændigt, kritisk og nuanceret. Jo bedre man bliver til at genkende den rette moralske intuition, jo nemmere bliver det at gætte sig til svarene på selv meget komplekse spørgsmål.

I faget »Interkulturel Analyse« viste underviseren os et kort over verden og spurgte, hvad årsagen til den globale ulighed var. Efter flere minutter med undvigende blikke og et lidt klodset svar fra en studerende, der anførte kulturforskelle som den primære drivkraft bag uligheden, tog underviseren igen til orde og brugte de næste fem minutter på at forklare, hvordan det var kolonialismen, der havde afstedkommet den globale ulighed, vi ser i dag. Og så, med ét eneste politisk belejligt svar, var den ged barberet.

Men kunne Vestafrika lige så godt have oprettet trekantshandlen som Europa? Hvad ledte til, at det lige netop var Europæiske lande, der i over 400 år koloniserede og udnyttede Afrika, Asien og Amerika? Den slags spørgsmål styres der generelt uden om i pensum. Ved at forsøge at finde forklaringer på Europas militære og økonomiske overherredømme i den prækoloniale historie, kunne man nemlig komme for skade at retfærdiggøre Europas overherredømme.

Ubelejlige kendsgerninger kan, uagtet at de bliver behandlet i god tro, være med til at nære hadefulde diskurser og bør derfor udelades. På den måde sondrer man i undervisningen i praksis ikke mellem det deskriptive og det normative. Alt har en normativ dimension. Sådan må det være, for sprogets kapacitet til at skabe virkeligheden er uindskrænket. Denne overdimensionerede ærefrygt for sproget, den evindelige moraliseren og den disproportionale skepsis over for Vesten hæmmer de studerendes forståelse af deres omgivende samfund. Det kan i sidste ende lede til en generation, der er dårligt udrustet til at navigere i en tiltagende kompleks social verden.

Asger West Højlund er BA i Kinastudier på Aarhus Universitet .

Denne website bruger cookies. Ved fortsat brug af sitet, accepterer du cookies.