Stagflation som i 70’erne igen her i 20’erne?

Resume:

Se artikel længere nede af Kenneth Rogoff er tidligere cheføkonom i Den Internationale Valutafond (IMF) og professor i økonomi og offentlig politik ved Harvard University.

Der er mange ligheder fra det, der første op til 70’ernes stagnation og til nutidens (20’erne) situation.

  • Amerikanerne tabte Vietnam krigen. De har netop trukket sig ud Afghanistan. Uden  (for den almindelige borger) synlige resultater. Dvs., en følelse af nederlag. (Kultur og sammenhæng i en nation er vigtig for drive og økonomien. Den før et knæk ved sådan et nederlag).
  • Demokratiske præsidenter overtager det hvide hus.
  • Nedgang i produktiviteten. Har vi det i vente ligesom i 70’erne? (Grundet måske behov for større beskatning for at dække buldrende underskud på statsfinanserne i USA).
  • Pres fra sociale grupper. I 70’erne låntagning for at opbygge velfærdsstater. I dag løntagning til pensioner og klimaforandringer.
  • Demokratiske præsidenter, der måske øger beskatningen for at investere socialt.
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Kort engelsk video om hvad stagflation egentlig er:

Længere Dansk video om inflation og stagflation mv.:

Stjerneøkonom: Vi har nu den perfekte storm til at gentage 1970ernes misère med lav vækst og høj inflation

Mange økonomer ser åbenbart inflation som et rent teknokratisk problem, og det er også, hvad de fleste af verdens centralbanker gerne tror på. Men faktisk kommer vedvarende inflation primært af politisk-økonomiske problemer, og her er det foruroligende, hvor mange ligheder, der er mellem 1970erne og nu.

Med USAs katastrofale tilbagetrækning fra Afghanistan hober parallellerne sig op mellem 2020erne og 1970erne.

Er det nu meget mere sandsynligt, at vi får en længere periode med høj inflation? Indtil for nylig ville jeg have ment, at oddsene tydeligt talte imod det. Men nu er jeg ikke længere så sikker. Især hvis man skuer et par år frem i tiden.

Mange økonomer ser åbenbart inflation som et rent teknokratisk problem, og det er også, hvad de fleste af verdens centralbanker gerne tror på. Men faktisk kommer vedvarende inflation primært af politisk-økonomiske problemer, og her er det foruroligende, hvor mange ligheder, der er mellem 1970erne og nu.

I USA har en gennemført hæderlig person overtaget præsidentembedet (i 1970erne var det Jimmy Carter) efter en periode, hvor den foregående præsident udfordrede de institutionelle normer (Richard Nixon var datidens udgave). I udlandet lider USA et ydmygende nederlag til en langt svagere, men mere beslutsom modstander (Nordvietnam i 1970erne, Taleban i dag).

Historisk vendepunkt

På den økonomiske front er verden plaget af en markant nedgang i produktiviteten. Ifølge økonomen Robert Gordon, i hans mesterlige behandling af innovation og vækst i bogen The Rise and Fall of American Growth, var 1970erne et vendepunkt i USAs økonomiske historie, fordi der var en markant nedgang i den økonomiske innovation.

I dag er der pessimister, der kraftigt undervurderer de utrolige fremskridt, som næste generation af bioteknologi og kunstig intelligens vil føre med sig. Men omvendt viser omfattende forskning, at der i det 20. århundrede har været en dalende vækst i produktiviteten, og lige nu ser pandemien ud til at have leveret endnu et tilbageslag.

I 1970erne fik verdensøkonomien et massivt forsyningschok, da landene i Mellemøsten satte prisen kraftigt op på den olie, de leverede til resten af verden. I dag ser vi det samme negative chok som følge af protektionisme og et ryk væk fra globale forsyningskæder.

Statsbudgetterne svulmer

I slutningen af 1960erne og ind i 1970erne var der samtidig enorme stigninger i de offentlige udgifter, uden at der tilsvarende skete en hårdere beskatning af de rige. De højere statslige udgifter i USA skyldtes delvist den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson velfærdsprogrammer i 1960erne, som senere fik følge af de eksploderede omkostninger ved at føre krig i Vietnam. Johnson og senere Nixon var ikke meget for at sætte skatterne op for at betale for de større udgifter, fordi de frygtede at miste politisk opbakning.

Tilsvarende er USAs forbundsbudget i de senere år blevet hårdt belastet af først Trumps skattelettelser, så coronarelateret katastrofehjælp og nu progressive planer om at udvide det sociale sikkerhedsnet. Planerne om at finansiere de ekstra udgifter ved kun at sætte skatten op for de rige vil langt fra nå i mål.

I dag har vi vist ganske vist uafhængige centralbanker, der kan virke som en stødpude over for inflation ved at sætte renten op, hvis prispresset ser ud til at løbe løbsk. I 1970erne havde kun få lande uafhængige centralbanker, og i USAs tilfælde opførte USAs centralbank sig som alt andet end sådan ved at skubbe til inflationen med en enormt lempelig pengepolitik. I dag er relativt uafhængige centralbanker blevet normen de fleste steder i verden.

 

Og i mange rige lande har den ultralave rente givet regeringerne langt større albuerum til at køre med underskud på statsbudgettet, end det var tilfældet i 1970erne.

Det sociale pres er eksploderet

Men på den anden side er det i de seneste fem årtier blevet en markant større udfordring at sørge for aldrende befolkninger (i hvert fald i de ledende økonomier og Kina).

Underskud på de offentlige pensionsordninger er afgjort en langt større trussel mod statsbudgetterne end gæld. Samtidig er det sociale pres for at øge de offentlige udgifter og overførselsordninger eksploderet på tværs af verden, hvor ulighed i mange lande rykker stadig højere op på den politiske dagsorden, mens en højere økonomisk vækst rykker ned.

Kampen mod klimaforandringer og andre miljøtrusler vil også næsten helt sikkert lægge endnu større pres på statsbudgetterne og dæmpe væksten.

Den kraftigt voksende statsgæld vil uundgåeligt gøre det politisk mere problematisk for centralbankerne at sætte den nominelle rente op, hvis realrenten globalt begynder at stige. Den store gæld er allerede en af grundene til, at nogle centralbanker nu vil tøve med at sætte renten op, hvis og når økonomien begynder at normalisere sig efter pandemien.

Den private gæld, der også er eksploderet under pandemien, er muligvis et endnu større problem. Omfattende private konkurser kan i sidste ende få enorme konsekvenser for statsbudgetterne i form af lavere skatteindtægter og højere udgifter til det sociale sikkerhedsnet.

Tættere på den perfekte storm

Men før vi bliver alt for pessimistiske, må vi huske, at 1970erne blev fulgt af 1980erne og 1990erne og et stort opsving i industrilandenes vækst, om end væksten ikke var så bredt fordelt, som det kunne ønskes. Omvendt er der langt til 2030erne.

Der findes klart løsninger på de økonomiske udfordringer, vi står med i dag, og der bør ikke være nogen grund til, at inflationen nødvendigvis stiger kraftigt. De førende centralbanker er i dag ledet af folk som Jay Powell i USAs Federal Reserve og Christine Lagarde i Den Europæiske Centralbank, der er langt mindre føjelige end chefen for USAs centralbank, Arthur Burns, i 1970erne. De har begge dygtige medarbejdere at trække på.

Men alle centralbanker står konstant over for pres, og det er svært at stå imod ud i det uendelige, især hvis politikerne bliver svage og desperate.

USAs ydmygende nederlag i Afghanistan rykker os et stort skridt nærmere den perfekte storm, som i 1970erne førte til sløv vækst og kraftig inflation. For kun få uger siden virkede en smule inflation som et overskueligt problem. Nu står der meget mere på spil.

Kenneth Rogoff er tidligere cheføkonom i Den Internationale Valutafond (IMF) og professor i økonomi og offentlig politik ved Harvard University.

Copyright: Project Syndicate, 2021. www.project-syndicate.org (artikel i Berlingske den 6. september 2021)

Oversat af Bibi Christensen

Denne website bruger cookies. Ved fortsat brug af sitet, accepterer du cookies.