Økonomisk historie

Kronologisk oversigt (under udvikling - Sendt gerne interessante links til IB)

»En ny opgørelse viser, at professionelle porteføljemanagere i gennemsnit ikke har formået at slå markedets afkast.«

Denne sætning har været fast inventar i finansmediernes spalter, så længe jeg kan huske. Og den er samtidig også årsag til, at de billige, passive indeksfonde er stormet frem som en af de mest populære måder til at investere i aktier.

Der er jo vitterlig ingen grund til at betale høje omkostninger for arbejdskraft, når man for en brøkdel af prisen kan læne sig tilbage og nyde det buldrende aktiemarkeds fortræffeligheder.

For at skære det ud i pap findes der indeksfonde, der i USA er gratis, mens en aktivt forvaltet fond i Danmark koster halvanden til to procent om året.

Hvis markedet et år stiger 20 procent, skal mennesket – her den professionelle kapitalforvalter – således præstere et afkast, der er mindst to procentpoint bedre for bare at være i breakeven inklusive omkostninger.

De aktive forvaltere står dog lige nu med et stærkt kort på hånden. Det samme kan siges om de hundredtusindvis af danskere, der på egen hånd forsøger sig på aktiemarkedet – hvis de da bare har sat sig en smule ind i, hvordan markedet fungerer. Hør i den forbindelse gerne aktieskolen-podcasten fra Euroinvestor.

Til sagen: Det handler om renterne. I det følgende tager vi udgangspunkt i den vigtigste, toneangivende rente på globalt plan, hvilket er den effektive rente på tiårige amerikanske statsobligationer.

Denne lange rente er anker for værdiansættelse af alle finansielle aktiver. Det gælder både aktier, obligationer, ejendomme, men også de mere spekulative af slagsen som guld, kryptovaluta og så videre. Renten er afgørende for prisen og kursen på alle aktiver. Jo lavere renten er, des højere er prisen på et aktiv.

Zoomer vi lidt ud og ser på den historiske renteudvikling, er rentefaldet ikke noget nyt fænomen. Vi skal tilbage til slutningen af 1982 for at finde tidspunktet, hvor rentefaldet sætter ind. Dengang lå renten i USA på cirka 16 procent – nu ligger den omkring 1,3 procent.

Altså næsten 40 års nedadgående trend for renterne. Og dermed også 40 års opadgående trend for aktiemarkedet.

Effekten af faldende renter er massiv. I de seneste 39 år – siden skæringspunktet i 1982 – er aktierne målt på det amerikanske S&P 500-indeks i gennemsnit steget 12,44 procent. Afkastet er inklusive udbytter og målt i dollar. Historikeren Jeremy Siegel har udarbejdet den længst eksisterende tidsserie med aktieafkast. Den går mere end 200 år tilbage, og derfra ved vi, at aktier historisk set kun giver et afkast omkring syv procent.

De seneste 40 år har med andre ord været helt ekstraordinært gode.

Økonomer betegner denne fantastiske periode i den økonomiske verdenshistorie for Den Store Moderation. En periode, hvor Vesten efter årtiers overdosering af både penge- og finanspolitik langt om længe fik styr på inflationen.

I 1982 overtog statsminister Poul Schlüter (K) tøjlerne fra Anker Jørgensen (S). En kuriøs tilfældighed, måske, for mere end betydningen af den britiske premierminister Margaret Thatcher og den amerikanske præsident Ronald Reagan står USA-centralbankchefen Paul Volcker som den store stabilisator, der får bugt med inflationen og indleder det 40 år lange rentefald.

Lige nu er det mere interessant at se på, hvad der skete på aktiemarkedet i årtierne op til 1982. Siden begyndelsen af 1960erne var de lange renter bare steget og steget – fra cirka fire procent til de notoriske 16 procent i 1982.

Og aktierne? Ak ja, sjovt var det ikke. Fra 1962 til 1982 gav aktier inklusive udbytter 7,4 procent om året i gennemsnit. Det lyder måske umiddelbart tilforladeligt, men det var også en periode med kraftige prisstigninger. Inflationen var i perioden på 5,8 procent om året i gennemsnit. En investering i det brede aktiemarked i hele 20 år havde således kun givet et afkast på 1,6 procent om året i reale termer. Ikke meget for al den risiko, man påtager sig som aktionær.

Pointen med denne historiske gennemgang er, at vi muligvis står over for en længere årrække med lignende forhold. Jeg skal ikke stille mig op som økonom nummer 117 i rækken og spå om stigende renter, men de lange renter har jeg svært ved at forestille mig kommer meget længere ned. I den korte ende ser vi ud til at have nået grænsen for negative renter. På et tidspunkt bliver kontanter i form af rede penge et bedre alternativ.

Når markedet som nu høster frugterne af de lave renter, svarer det på en måde til, at vi spiser det fremtidige afkast på forhånd. Vi får en massiv kursgevinst her og nu, men for at kagen skal blive meget større, kræver det også, at indtjeningen følger tilsvarende med opad. Virksomheder kan trods alt ikke trykke penge, og derfor vil det direkte afkast formentlig blive mindre herfra.

For passive investorer betyder det, at man sætter penge i et marked, der bevæger sig sidelæns. Der er ikke længere medvind på alle cykelstier. Eller som Warren Buffett har omtalt en periode med stigende marked:

»Når tidevandet stiger, stiger alle både med. Først når der er ebbe, kan vi se, hvem der har svømmet nøgne.«

Underforstået: Med en bare nogenlunde fornuftig spredning af investeringerne har det i de senere år virkelig været svært at ramme helt skævt på aktiemarkedet. Mit bud er, at det fremover kræver noget mere knofedt at ramme plet. Til gengæld er mulighederne så meget desto større for at slå et marked, der bevæger sig sidelæns, fordi det har taget forskud på glæderne. Vi vil med andre ord alle kunne se, hvem der ikke har tøj på.

Faldende renter pumper kurser på selv forretningsmodeller, der egentlig ikke er bæredygtige, op. Sidste år skete det mærkværdige, at virksomheder med underskud steg mere end virksomheder, der tjener penge. Den duer ikke, når renterne ikke længere falder.

Hvor længe denne store udvidelse af aktieværdierne stopper, aner jeg af gode grunde ikke. Men på et tidspunkt – på et eller andet tidspunkt – kommer der på ny ebbe. Og når det sker, tror jeg, at aktive investorer vil få langt bedre vilkår til at bevise deres værd. Naturligvis vil de også kunne ramme skævt, men i det mindste vil det give mening igen at betale dem for at gøre forsøget.

Simon Richard Nielsen er chefredaktør på Euroinvestor. (I berlingske den 6. sep. 2021)

Ved den Sovjetiske forsøg på at overtage landet, flygtede 6.000.000 ældre, børn og kvinder til Pakistand. Kun de 2.000 saudisk finansierede Madrasser (Koran skoler) gav indhold til faderløse drenge i flygtningelejrene.

Russernes avancerede våben var ikke i stand til at bekæmpe de decentraliserede Mujehadinske styrker, der fortrak til bjergene. Kun deres særlige helikoptere kunne (nogen gange) ramme mujehadinerne.

Da mujehadinerne både levede som guerilla-krigere og bønder, begyndte russerne af smadre de små lokalsamfundet, hvilket betød at Kabul voksede med 300%. Russerne smadrede landet, men ikke de større byer.

Amerikansk udleverede antiluftskøts tog dog livet af helikopterne, og russer trak sig fra krigen. De 100-vis af selvorganiserede mujehadinere besatte derefter hele landet, og begyndte at bekæmpe hinanden. Hvad russerne gjorde ved landdistrikerne, gjorde mujehadinerne ved byerne. Halvdelen af byerne blev smadret.

Den enorme utryghed blev afhjulpet ved, at en ny gruppe begyndte at gøre sig gældende, Taliban (som betyder skolebørn), nemlig de over 200.000 drenge fra koranskolerne i Pakistand. 

Taliban skabte ro i landet, men gav også husly til den saudisk finansiede Osama Bin Laden og al-Queda, der havde valgt at gå i krig mod USA, herunder at ‘bombe’ World Trade Center i New York med passagerfly.

Dermed blev en ny epoke af krig begyndt, blot mod USA. Også USA måtte tilsidst opgive, og ‘flygtede’ fra landet i 2021, og overlod befolkningen til det hårdt korantrænede Talban, som i skrivende stund indfører sharia loven.  

Engelsk: Oversigt over Afghanistan nyere historie

Innovation

Pengepolitik

Indhold

Denne website bruger cookies. Ved fortsat brug af sitet, accepterer du cookies.