Artikel i Berlingske

Bjørn Lomborg: Her er de fem klimasandheder, vi ikke taler om

Det internationale klimatopmøde i Glasgow begynder søndag, og konsekvenserne af klimaforandringerne bliver diskuteret vidt og bredt. Visse videnskabelige klimafakta er vidt tilgængelige og gentages ofte, mens andre sjældent bliver rapporteret. Bjørn Lomborg præsenterer her fem mindre kendte klimafakta, som han mener, bør have mere fokus..

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslår, at klimaændring kommer til at forårsage 250.000 yderligere dødsfald om året i de to årtier efter 2030, mest blandt verdens fattige. WHO har sammenlignet den virkelige verden med en fantasiverden, hvor der ikke findes klimaændring, og beregnet forskellen i dødsfald forårsaget at fejlernæring, malaria, diarré, denguefeber, oversvømmelser og varme. Fejlernæring er langt den største dræber med 85.000 yderligere dødsfald i 2050.

Forståeligt nok er mange menneskers umiddelbare reaktion på denne forudsigelse, at vi bør arbejde på at udrydde global opvarmning, også selvom det er dyrt. Men en mindre omtalt del af WHOs analyse viser, hvorfor dette vil kunne skade de fattige mere, end det vil hjælpe: Følgevirkningen af økonomisk udvikling.

Som det ses af ovenstående graf, er antallet af dødsfald fra fejlernæring faldet drastisk over de seneste tre årtier, og det vil fortsætte med at falde brat over de næste tre. Dette skyldes til dels et stadigt større udbytte fra afgrøder, som fortsat ville stige under klimaændringer, men en anelse langsommere – hvilket resulterer i 85.000 dødsfald i 2050, der måske ikke ville have fundet sted, hvis temperaturen havde været konstant.

Økonomisk vækst – som giver familier mulighed for at købe fødevarer uanset høstudbytte – er den primære årsag til reduktionen i dødsfald som følge af fejlernæring. Dette viser sammenhængen bag den globale opvarmnings indflydelse: Hvad ernæring angår, er klimaændringer ikke en katastrofe, men i stedet noget, der gør fremskridt en anelse langsommere.

Fremtiden kan være endnu lysere, end man ser på grafen, der kun viser mellemniveauet af WHOs økonomiske vækstscenarie. WHO forudsagde også, hvad lav og høj vækst ville betyde for dødsfald fra fejlernæring. I førstnævnte er der i alt to millioner dødsfald fra fejlernæring i 2050. I sidstnævnte er der 300.000. Vækstpolitikker kan forhindre 1,7 millioner dødsfald om året. Det er langt mere, end eventuelle klimatiltag kunne levere.

Selv stramme klimatiltag kan ikke udrydde global opvarmning, hvilket vil sige, at de i bedste fald kan forebygge nogle af de 85.000 forudsagte dødsfald. Og som en del af processen kommer disse klimatiltag til at dæmpe den økonomiske vækst, så flere mennesker forbliver fattige.

Klimaaftalen fra Paris forventes at holde 11 millioner flere mennesker fattige i 2030, end der ellers ville have været. Hvis klimatopmødet i Glasgow fører til vedtagelsen af meget stærkere klimatiltag, kommer de politiske beslutningstagere til at hæve dette antal til 80 millioner flere fattige mennesker i 2030, hvilket uvægerligt vil forårsage endnu flere dødsfald fra fejlernæring.

Klimaændringer fortjener vores opmærksomhed, men beslutningstagerne skal være realistiske. Det, der virkelig beskytter verdens fattige mod fejlernæring, er at komme ud af fattigdommen. Det er ikke dyre klimaforordninger.

Temperaturen stiger – men færre dør af varme

I en nylig opfordring til »nødforanstaltninger« mod klimaændringer støttede redaktørerne for verdens førende medicinske tidsskrifter sig i høj grad til en misvisende påstand om, at antallet af varmedødsfald stiger voldsomt.

Global opvarmning er ganske rigtigt årsag til flere varmedødsfald, men redaktørernes statistik er vildledende.

De siger, at antallet af varmedødsfald på verdensplan er steget med 54 pct. blandt ældre mennesker i de seneste 20 år, men de udelader, at antallet af ældre mennesker er steget med næsten lige så meget. Befolkningsstatistikker stod bag det meste af stigningen, ikke klimaændringer.

De udelader også, at stigende temperaturer har reddet flere liv fra temperaturrelaterede dødsfald, end de har taget. Varmedødsfald tegner sig for omkring 1 pct. af dødsfaldene på verdensplan om året – næsten 600.000 dødsfald – men kulde dræber otte gange flere mennesker, nemlig i alt 4,5 millioner dødsfald om året. Efterhånden som temperaturerne er steget siden 2000, er varmedødsfald steget med 0,21 pct., mens kuldedødsfald er faldet med 0,51 pct. I dag er der omkring 116.000 flere mennesker, der dør af varme hvert år, men der er 283.000 færre, der dør af kulde. Samlet set viser det sig altså, at der sker over 166.000 færre temperaturrelaterede dødsfald om året.

Det er som regel lettere at afbøde virkningerne af varme end af kulde. Varmeadvarsler, tilstrækkeligt væskeindtag og adgang til skyggefulde, køligere steder er med til at beskytte folk på årets varmeste dage. Antallet af varmedødsfald i rige lande er generelt faldet i de seneste årtier på grund af klimaanlæg.

Kulde er meget mere vanskelig at afhjælpe. God opvarmning af boligen hele vinteren kan blive alt for dyrt for mindre velstillede husstande, selv i udviklede lande. En undersøgelse anslår, at da fracking (metode som anvendes til at indvinde skifergas, red.) omkring 2010 pressede brændstofpriserne i USA ned, gav det især fattige husstande mulighed for bedre opvarmning, hvilket anslås at have reddet 11.000 liv om året.

Den bedste måde at beskytte folk fra varme eller kulde på er adgang til masser af billig energi, selvom dette ofte betyder fossile brændstoffer. Sjovt nok var det ikke en af redaktørernes anbefalinger.

Oversvømmelser er blevet mindre dyre

Selvom vi tit hører om dyre oversvømmelser, er det relative tab, som oversvømmelser forårsager i ejendomsskader og liv, blevet mindre med tiden.

I USA, som har nogle af de bedste langsigtede data, er de relative omkostninger forbundet med oversvømmelser blevet næsten ti gange mindre over de sidste 117 år med et fald fra omkring 0,5 procent af BNP tidligt i det sidste århundrede til 0,05 procent i dag. Dødsrisikoen er blevet næsten tre gange mindre.

På verdensplan er data mere sparsomme, men forskning i oversvømmelser viser, at omkostningerne i forhold til BNP og dødsfald i forhold til befolkningstallet er faldet verden over fra 1980 til 2010.

Skræmmende overskrifter om stigende omkostninger i forbindelse med oversvømmelser kommer som regel fra misvisende statistikker om samlede skader, hvilket siger mere om USAs økonomiske vækst end om klimaændringer. Siden begyndelsen af det 20. århundrede er USAs befolkning blevet firdoblet, og det årlige BNP er blevet 36 gange større. Der er flere bygninger og mennesker i USA end nogensinde før – også på flodsletterne.

En oversvømmelse, der for eksempel rammer Atlanta, vil støde på flere mennesker og bygninger i dag sammenlignet med for 30 år siden. Antallet af udsatte boliger på byens flodslette steg med 58 procent fra 1990 til 2010.

Samtidig har større velstand og bedre teknologi gjort mennesker og ejendomme på lavtliggende områder mere beskyttet mod oversvømmelser. Det er kun, når man ser på skaderne i forhold til BNP, at man kan skelne mellem, hvad der er et tegn på voksende velstand, og hvad der angiver modstandsdygtighed eller sårbarhed over for oversvømmelser.

Selvom det ikke er blevet omtalt ret meget, siger FNs klimapanel, at de har »lav tiltro til menneskets indflydelse på ændringer i høj flodstrømning på globalt niveau.« De forventer, at flere områder vil opleve en stigning i oversvømmelser i stedet for et fald – et negativt resultat af klimaændringer, men et der er meget mindre dramatisk, end man skulle tro fra presseomtalen.

Og efterhånden som verden bliver rigere, vil infrastruktur og teknologi sandsynligvis reducere relative omkostninger og dødsfald forbundet med oversvømmelser. Dataene viser, at de allerede gør det.

Der bliver færre orkaner

Vi bliver konstant udsat for et væld af foruroligende klimanyheder med billeder af orkaner og ødelæggelse, der leveres en gang i timen. Men meget af dette skyldes simpelthen CNN-effekten – der er i dag mange flere kameraer til at forevige hver eneste katastrofe og afspille den igen og igen, 24/7. Hvis vi skal udvikle gode politikker, er vi nødt til at se på de langsigtede data.

Mange af de bedste data kommer fra USA. Og på trods af, hvad du nok hører igen og igen, er orkaner i Atlanterhavet ikke blevet mere hyppige. Faktisk er hyppigheden af orkaner, der rammer USAs fastland, faldet en anelse siden 1900.

Fly og satellitter har i høj grad øget antallet af storme, som forskerne kan se over havet i dag. Det er derfor, at hyppigheden af orkaner, der rammer land, og som har været veldokumenteret helt tilbage til 1900, er en bedre statistik end det samlede antal orkaner i Atlanterhavet.

Og orkanerne er heller ikke mere voldsomme. Hyppigheden for orkaner af kategori 3 og højere, der har ramt land siden 1900, bevæger sig også lidt nedad hele tiden. Selvom man hører meget om, at orkaner bliver stærkere, fastslår en artikel fra Nature, at stigningerne »ikke er en del af en århundredlang stigning, men en forholdsvis stigning fra et lavt minimum i 1960erne-1980erne«.

Selvom data for resten af verden er mindre omfattende, ser vi det samme her. Den bedste rekonstruktion fra 1950-2020 viser ingen betydelig stigning, hverken i hyppigheden for alle eller for de største orkaner.

Der er masser af billeder alle vegne af ødelæggelse fra orkaner, men husk, at antallet af bebyggelser og beboere ved kysterne, især i USA, er steget drastisk over det seneste århundrede. Mange flere mennesker bor i vejen for disse destruktive storme, sammenlignet med for blot et par årtier før.

Men bedre infrastruktur, styrket af forbedret teknologi og velstand, gør mere for at beskytte liv og ejendom end at skære i CO2-udledninger. I dag forvolder orkaner verden over skader, der svarer til 0,04 procent af det globale bruttonationalprodukt. Selv hvis man betragter det nylige overslag fra FNs Klimapanel, om at det forholdsmæssige antal af stærke orkaner vil øges, så vil den ødelæggelse, der forvoldes af disse storme ifølge en fremskrivning foretaget i et studie publiceret i Nature stadig falde til 0,02 procent af det globale BNP i 2100, efterhånden som verdensøkonomien bliver rigere og gør infrastrukturen mere modstandsdygtig. Selv hvis vi kunne udrydde klimaændring helt (hvilket vi selvfølgelig ikke kan), ville det kun fremme nedgangen en lille smule til 0,01 procent i 2100.

De bedste langsigtede data om orkaner, der rammer USA, viser en reduktion, selv for stærke orkaner. Og med eller uden nedskæring i CO2-udledninger bliver verden mere og mere modstandsdygtig over for orkaner.

Klimaforandringer blegner mod andre problemer

Unge mennesker verden over er ifølge en undersøgelse fra tidsskriftet The Lancet skrækslagne over klimaændringer. Over 45 procent af personer mellem 16 og 25 år i de ti lande, der dækkes af undersøgelsen, er så bekymrede, at det påvirker deres dagligdag og deres funktionsevne. Næsten halvdelen af unge amerikanere mener, at »menneskeheden er dømt til undergang«, og to tredjedele synes, at »fremtiden er skræmmende«. Men mens klimaændringer er et problem, er der ingen grund til panik.

Data viser, at menneskeheden har klaret sig igennem meget større trusler over det sidste århundrede.

Hvis menneskeheden havde udryddet luftforurening i 1900 – specielt indendørsforurening fra røgfyldte brændselstyper som træ og møg – ville fordelene have svaret til en stigning på 23 procent i bruttonationalproduktet på verdensplan. For et ungt publikum ser det måske ud som en utilstrækkelig målestok for trivsel, men et højere BNP betyder bedre sundhed, lav dødelighed, bedre adgang til uddannelse og en bedre levestandard i det hele taget. I 2050 vil problemet med luftforurening i vid udstrækning være løst. Og det er blot et af de mange problemer, menneskeheden har gjort indhug i over de sidste 100 år, ifølge data, jeg har indsamlet sammen med 21 topøkonomer.

Den udfordring, klimaændringer udgør både for miljøet og samfundet, blegner faktisk i sammenligning med dem, menneskeheden allerede har været konfronteret med. Nobelpristager og klimaøkonom William Nordhaus har påvist, at en stigning i verdens temperaturer på 3,5 grader celsius i 2100 – hvilket er sandsynligt, hvis beslutningstagerne ikke gør ret meget for at udrydde klimaændringer – kun ville koste 2,8 procent af BNP på verdensplan om året. FNs seneste overslag anslår, at det er endnu mindre; 2,6 procent af BNP ved en stigning på 3,7 grader selsius.

Desuden forventer FN, at gennemsnitsmennesket vil være 450 procent rigere i 2100 sammenlignet med i dag – uden at tælle omkostninger forbundet med klimaændringer med. Ifølge nuværende temperaturprognoser vil global opvarmning kun reducere dette til 434 procent rigere. Det er et problem, men det er ikke verdens undergang.

Miljøbevidsthed og interesse for menneskers trivsel betyder ikke, at vi skal skræmme unge mennesker fra vid og sans over klimaændringer. I stedet bør vi anspore dem til at efterstræbe innovation. Det er det, der har reddet menneskeheden fra meget større farer i fortiden, og det er det, der kan hjælpe os i dag.

Bjørn Lomborg er direktør for Copenhagen Consensus og adjungeret docent på Stanford Universitets Hoover Institution

[…. Læs resten i Berlingske, hvis du har abonnement]